Krydderurter

Jeg har været vild med krydderurter i mange år.

Duften sådan en sommeraften i nærheden af en plet med krydderurter er noget helt specielt.

For mange år siden havde jeg et lille bed i min have på Djursland, her på "Godset" har jeg valgt at have en masse krukker på terrassen med alle mulige forskellige. Det giver både en dejlig duft på terrassen, og det er nemt at gå ud at plukke lidt til maden.

Jeg har altid flere estragonplanter, den får jeg aldrig nok af, kinesisk purløg er også altid sikker sammen med almindelig purløg, forskellige mynter, citronverbena, almindelig timian. citrontimian, oregano, stevia, bredbladet og almindelig persille, dild, fennikel, anis-isop, koriander, løvstikke, citronmelisse, hjulkrone, salvie, merian og så finder jeg næsten altid et par nye hvert år.

I en del år fik jeg fra Vidtskøl Kloster, så har jeg købt i specielle krydderiplanteskoler, men de sidste år har jeg næsten kunne få de fleste i Jespers Planteskole i Holstebro, men stevia som er sødere end det sødeste sukker og den flotte violette perilla, dem skal jeg finde de mere specielle steder.

Men en krydderurt kan jeg ikke dyrke, nemlig basilikum, ikke så snart den er inden for mit matrikelnummer, så går den ud, den smager ellers så godt, specielt sammen med de friske tomater fra drivhuset.

Jeg bruger en del i maden, oftest går jeg ud og plukker en masse forskellige og hakker dem i persillehakkeren og så ned i gryden til et par hjemmeavlede kyllinger, en god kaninsteg, en stump kalve- eller lammekød, - det er bare godt.
Ellers er det bedste vi ved - hjemmelavet kryddersmør - noget blød smør, en masse forskellige hakkede krydderurter, en anelse frisk chili og lidt citronsaft, en anelse salt og lidt groft blandingspeber. Jeg laver gerne en stor portion ad gangen og så i fryseren.

Årets sidste kryddersmør blev lavet d. 1. november lige inden frosten kom efter de sarteste.


Perilla