Vi har 2  hunde til at passe på os og vores hjem.

Gipsy
Gipsy er en dejlig grå schæferhund på lige et år.
Gipsy stammer oppe fra Per Andersen ved Brovst, det er den anden schæferhund, jeg har købt hos ham.
Gipsy er verdens gladeste hund, altid i godt humør og så er der 10 tons energi i hende. Hun er næsten ude af stand til at gå, alt foregår i løb, og man snakker altså bedst med to-benede, når man selv står på 2 ben.
Af en tæve at være, er hun meget høj, hun er den første schæferhund ud af de 5, jeg har haft, som kan se op og hen over bordet.
Indtil nu er hun venligheden selv, hun er selvstændig, mindre pivet end de fleste schæferhunde og står virkelig på egne ben. Hun er samtidig meget vågen overfor forkerte lyde, og hun er ikke bange for andet end løse får og køer. Så vi er ikke i tvivl om, at hun bliver ikke sjov at komme på tværs af, når hun lige får lidt mere alder.
Gipsy´s yndlingslegetøj er tøjdyr, som i dag lynhurtigt bliver pelset, og indmaden halet ud med stor fryd. "Havd er der indeni ? .
Vores katte er til gengæld ikke begejstrede for, at hun også gerne vil pelse dem og se, hvad der er indeni !!!
 
Vicky
Vicky , en dejlig sort labrador på snart godt 8 år.
Hun stammer fra Jon og Bente Andersen i Holstebro, hendes far er den højt præmierede Skovager´s Amacing Miguel. Jens Jørgen fik hende, da hun var 8 uger gammel.
Vicky er typisk for sin  race, altid i godt humør og altid sulten.
Hun følger Jens Jørgen, så snart han er hjemme, og ellers får hun tiden til at gå med at logre, snorksove og knurre eller lege med Gipsy.
Faktisk kan Vicky sove og logre med halen, selvom hun ligger og snorker, så logrer hun med halen, når vi hvisker "schyss sover".
Vicky er mere reserveret over for fremmede, og visse mennesker kan hun bare ikke snuppe, så er hun faktisk ret skarp af en labrador at være.

Dagligdagen
Begge hunde går løs, da vi bor dejligt langt fra trafikeret vej, og vores ejendom ligger for enden af vores private vej, - så der er ingen, der kommer herned uden ærinde til os.
Begge hunde holder meget af at være med i stalden, hugge et stykke brød fra poserne med gammelt brød og fange mus, hvis muligheden byder sig.
Vicky er lidt smådum, når det gælder mus, hvis der har været en mus et sted, så mener hun, den stadig er der, de næste mange dage, der lugter jo stadig af mus, selvom den havnede i hendes mave for flere dage siden.
Gipsy er ved at komme rigtig godt efter det med musejagt, det er sjældent at en så stor hund bliver god, men hun er så hurtig, at det opvejer hendes størrelse. Det gør ikke det hele ringere, at de begge er tossede efter at fange musene, de gejler i den grad hinanden op.
En tur med i Klosterheden, en 6400 ha stor statsskov, som ligger kun 5 km herfra er populært, - i det hele taget er det, at komme med i bilen, dejligt, - de vil helst begge to være, hvor vi er.

Fodring
Gipsy og Vicky bliver kun fodret én gang om dagen, nemlig om aftenen når alle andre er fodret af.
Vickys yndlingsfoderet er Chudleys Original Hund fra Chr. Josephsen, Vestjydsk Specialfoder i Vemb, vi bløder det op med lidt vand, og hun  vil meget gerne have blandet et æg i + hvis der skulle være lidt rester fra vores mad.
Pasta nægter selv den særdeles madglade Vicky pure at æde.

Gipsy er født op hos avleren på råt kød, grøntsager og brød, og det har vi fortsat med. Gamle kaniner, rester fra slagtning af kaniner, får, lam og ko er hendes hovedernæring, og i øvrigt er hun altædende.


Den første sne - er der mus underneden ?