Rhinsk Schecke

En tegningsrace af de svære.

Rhinsk Schecke stammer fra Tyskland og blev fremvist første gang i 1905. Ophavsmanden var Josef Heinz fra Grevanbroich, Rheinland.

Rhinsk Schecke skal som voksen veje mellem 3,01 og 4,00 kg. Den hører således til gruppen af Mellemstore kaniner.

Rhinsk Schecke tegning  beskrives således i Nordisk Kaninstandard :

Tegningen er tofarvet, sort og rødgul eller blå og rødgul. Således skal sommerfuglen, øjenringen, ører og ålestreg være blandede med nogenlunde samme antal pletter i hver farve. Sidepletterne skal være ensfarvede med lige stort antal pletter i hver sin farve, eller de skal være tofarvede. Kindpletterne skal enten være tofarvede eller de to pletter skal have hver sin farve. I det store hele må ingen af de to farver dominere over hinanden.

Hovedets tegning : Tegningen består af "sommerfuglen", "øjenringene", "kindpletterne" og ørefarven. Sommerfuglen har "vinger", som skal dække overlæben til mundvigen. De må ikke mødes på underlæben. Det ikke for lange, men smukt afrundede horn, skal sidde midt på næseryggen og udgå fra vingernes samlingspunkt. Øjenringen skal være regelmæssig oval og må ikke være afbrudte. Kindpletten sidder nedenfor og noget bagud for øjenringen og kan være rund eller oval. Ørerne er farvede i hele deres fulde længde og farven afgrænser så skarpt som muligt ved øreroden.

Kroppens tegning : Den består af ålestregen og sidepletterne.
Ålestregen begynder ved øreroden og fortsætter over ryggen til halespidsen uden afbrydelse. Ålestregen skal være så jævn som muligt med den samme bredde fra skulderbladene til haleroden. Sidepletterne sidder på siderne af kroppens bagerste halvdel og på låret. De skal være symmetrisk fordelt på begge sider. De enkelte pletter på bugen, halens underside og løbenes inderside er ingen fejl.

Temperamentmæssigt er de nok ikke den nemmeste kanin at gøre kælen, men det kan lade sig gøre. Hunnerne er gode mødre og malkere, - og så passer de godt på deres redeunger, - i den periode indbyder de ikke til kæleri !

Men at lave en Rhinsk Schecke som er god til udstilling er ingen nem opgave. Først så avler de ikke rent, dvs. at der både fødes "fuldfarvede", der mest ligner en dårlig Japaner, dels får de såkaldte "hvidschecker", som er hvide kaniner med ganske få aftegn. Disse dør gerne inden voksenalderen, da de har en medfødt fejl. Hvis ellers der er unger nok til at holde reden varm, så afliver vi oftest de fuldfarvede og hvidschecker lige efter fødslen. Er der ikke nok redeunger, er det de fuldfarvede, der overlever. Der er ikke meget ved at lade hvidscheckerne overleve, når de alligevel går til inden, de bliver så store, at de evt. kan slagtes.

Hvad så med resten - altså dem, der er tegnede ?
Hvis der er 1 ud af hvert kuld, der kan udstilles, så er man tilfreds og glad. Resten mangler en kindplet, eller for lidt sidepletter, eller ålestregen er brudt, eller..................

De, der ikke dur til udstilling + de fuldfarvede og hvidschecker, der har overlevet for at varme de andre op i reden, ja de vokser så op til de er store nok til enten at slagte eller bliver solgt aflivede til jægere til apporteringstræning.
Jægere skal i følge loven have hund med for at gå på jagt, der er ikke meget formål i at have hund med, hvis ikke den har lært at apportere vildt, og det bruger mange jægere så aflivede kaniner og duer til.
Vi betinger os, at de skal aflives, inden de forlader os, og så har jeg det helt fint med, at vores overskudskaniner bruges til det.

Har man endeløs tålmodighed, har man ikke noget imod, at lave en masse kaniner, der kun kan bruges til slagt etc., og er man bidt af tegnede racer, så er Rhinsk Schecke en virkelig udfordring.

Intet i kaninverdenen kan sammenlignes med at lukke op for en redefuld nyfødte tegnede kaninunger og se, om der skulle være en "verdensvinder" imellem.

Rhinsk Schecke får mange unger,
dette var dog rekord hos os - 14 stk. var der.
3 uger gammel Rhinsk Schecke unge,
aftegnene ses tydeligt allerede ved fødsel

Jo, Rhinsk Schecke kan godt være
både kælekanin og hopkanin.

Her ses tydeligt hovedtegningen
med sommerfugl, øjenringe og kindplet

 

© Copyright Ela Nørgaard