Denne opskrift er indsendt til Tidsskrift for Kaninavl
fra Marianne Grøndahl  i Frederikssund.

Forårskanin (kan godt laves det  meste af året)

1 kanin skæres i gouterbare stykker og gnubbes ind i en marinade af
olie, citron, lidt chili, paprika og karry. Trækker i  mindst 3 timer.
Pluk forårets skvalderkål, brændenældeskud og violer.
Læg dem i blød i koldt vand, så jorden fældes fra.

(Se her få vi måske lidt problemer på andre tider af året end foråret,
men vi kan såmænd godt finde både nye skvalderkål og brændenældeskud
i mine omgivelser langt hen på året, og lige nu kunne man jo pynte med
hjulkroneblomster eller morgenfrueblade)

Grav lidt jordskokker op og vask dem godt med en børste og skær dingeldangel
og misfarvninger fra.
Græskarkerner ristes på en tør pande, hældes over på en tallerken og drysses
med salt.
Nu brunes  kaninstykkerne i smør.
Når alle er brunede, lægges de i en dyb stegepande eller gryde sammen med
et løg, lidt rød peber, 3 stk. fintskårne kartofler og frisk timian.
Der hældes vand og lidt øl ved og steges til de er møre.
I de sidste 10 minutter, inden kødet er mørt, simrer fintskåret avokado og
brændenældeskud med, og der spædes med lidt fløde.
Jordskokkerne skæres i skiver og steges i olie på en pande, når alle stadig er
sprøde men varme, hældes lidt øl ved, og skvalderkålen simrer med i 5 minutter.
Inden servering vendes de smukke blå violer i – så de ikke mister farven.
Der drysses rigeligt med de saltede ristede græskarkerner.
Kaninsaucen smages til med salt og peber og serveres.
Der er også lækkert brød og salat til og en god rødvin !

                                                Velbekomme.

 

 

 

 

 

 

 

© Copyright Ela Nørgaard