Artiklen er skrevet af Steen Løv

Artiklen er skrevet af Steen Løvgreen og er hentet fra "Tidsskrift for Kaninavl" februar 2010.

Foto til artiklen er Steen Løvgreen også ophavsmand til.

Kaniner har også følelser

Efter at have brugt hele juleferien på at gennemlæse 45 årgange af TfK er en af de ting, jeg husker - fordi det er gentaget så mange gange i de senere år - jævnlige omtaler af, hvorledes kaniner bør håndteres, når de skal flyttes fra et sted til et andet, typisk ved bedømmelse på en udstilling.

Det er for det meste tilbærere, der skrives til i disse henvendelser. Men dommerne går heller ikke ramt forbi. Og for så vidt gælder der vel de samme omstændigheder hjemme i egen eller andres stalde, når vi håndterer dyrene.

Har det så hjulpet?

Ja, det er der vist ingen tvivl om. Der er nok en almindelig forståelse for, at kaniner generelt ikke har det godt med at blive transporteret som håndtasker. Og vi skal - heldigvis - helt tilbage til TfK nr. 7 i 1962 for at finde en reklame for en specialklub, hvor billedet af et ungdyr – håndholdt – fyldte næsten en hel side i tidsskriftet (foto nr. 1). Siden er en større indsigt kommet vores dyr til gode, og tonen har som nævnt ændret sig væsentligt i TfK.

Men … alligevel er der stadig og jævnligt avlere, som kan fortælle om egne dyr, som i tiden efter en udstilling får grimme skjolder og afvigende farve- eller fældepletter på dyrenes rygge. De har form af ”håndmærker”, som kun kan være fremkommet ved en ”klør 5”, der har taget godt fat i rygskindet.

Gad vide, om andre end de ramte kan forstå, hvor ærgerligt det er - med måske kun 4-5 udstillingsdyr i stalden – at måtte stoppe med at udstille et eller flere dyr, fordi dyrene for nogles vedkommende aldrig kommer over den skade, som ved almindelig hensynsfuldhed og respekt for dyret og udstillerens arbejde kunne være undgået.

Det er typisk udstillere af varianter med pelsfarver som sallander, zobel og siameser, som oplever dette. Men mange andre pelsfarver tager også skade af forkert håndtering. Ja, faktisk gør alle, på nogle fremgår det blot ikke særligt tydeligt.

Dyrene kan beskadiges.

I de 45 årgange, jeg har gennemgået, har der aldrig været bragt fotos af den

Foto 1

”indre” skade, man tilføjer en kanin ved at løfte den i rygskindet. Da jeg derfor i dag skulle have slagtet nogle kaniner, aftalte jeg med min slagter, at jeg – helt undtagelsesvis – og kun fordi dyret blev aflivet i samme øjeblik, som skaden skete, ville løfte det i rygskindet, idet aflivningen skete.

Foto nr. 2 og 3 viser, hvorledes der er kraftige blodudtrædninger, hvor hånden tog fat i rygskindet. Desværre er det ikke farvefotos i dette tidsskrift (men det er der her på hjemmsiden. red.), men det fremgår alligevel, at dyret tilføjes stor skade ved denne fremgangsmåde (de meget mørke pletter er blodudtrædninger). Og smerte i lang tid derefter … medmindre det som dette dyr slagtes, selvfølgelig!

Det skal bemærkes, at der her er tale om en kanin med en levendevægt på ca. 1,6 kilo. Jeg har ved tilfælde, hvor andre har slagtet betydeligt større dyr, set hele ”klør 5” sidde som store blodsamlinger i dyrets rygmuskulatur. Det er let at forstå, at jo tungere dyr, jo mere tyngde i de punkter, man løfter dyret i, og dermed også større skader.

Foto 2

Foto 3

Skaderne fremkommer ikke kun i dyrets rygmuskulatur, men også i skindsiden. Det er derfor ikke mærkeligt, at de hårsække, som sidder i de beskadigede områder, også påvirkes. Enten ved at de tilhørende hår får en lidt anden farve (f.eks. mørke pletter i en lys pels) eller der fremkommer fældepletter i en ellers udfældet pels.

Foto 4

Foto nr. 4 viser en Dværg Vædder siameser, som har et ”håndtryk” aftegnet som et mørkere område i den lysere farve på ryggen. Denne skade forsvandt aldrig, og dyret måtte kasseres som udstillingsdyr.

Selvom kaninen ikke reagerer, som om den tilføjes smerte, er det indlysende ved fotos nr. 2 og 3, at det er smertefuldt for dyret at blive løftet i rygskindet. Både mens den løftes og i lang tid derefter, indtil blodansamlingerne er væk igen.

Hvis nu, du som tilbærer (eller dommer) ikke vil respektere det ofte store arbejde, der er lagt i de dyr, som når vores udstillinger … kan du så ikke i det mindste respektere det levende dyr, der ”lægges” i dine hænder … og håndtere dyret på en måde, så det ikke tager skade af det?

Og hvis nu, du som avler hjemme i stalden har vænnet dig til at håndtere dine dyr som håndtasker, vil du så ikke godt kigge nøjere på foto nr. 2 og 3.

Et par forslag

… med på vejen: På trods af, at der udstilles kaniner, som vejer fra 1,0 kilo til 9,0 kilo, får tilbærerne vist ofte kun én størrelse kasse til rådighed til at fragte dyrene i. Nogle steder anvendes vist også papkasser, hvor bunden så falder ud – og dyret også. Hvis der da overhovedet er tænkt på nogen kasse.

Da det er en éngangsinvestering, som kan holde i mange år, kan hver lokalforening så ikke investere i nogle egnede kasser i forskellige størrelser … med låg, så tilbærerne ikke skal bruge den ene hånd til at holde dyret ned i kassen?

Og så lån 2-3 sækkevogne til nogle af de stakkels tilbærere, som ofte skal bære selv de største racer mange, mange meter i løbet af en bedømmelsesdag. Det må være overskueligt selv for de dårligst kørende lokalforeninger. Foto nr. 5 viser et muligt alternativ. Indkøbsvognen blev godt nok i det pågældende tilfælde brugt som fodervogn, men sådan én kan vel også bruges som tilbærervogn?

Med håb om, at vi i disse oplyste og miljøbevidste tider også vil arbejde for et bedre arbejdsmiljø for vores tilbærere og et bedre liv for vores dyr.

Steen Løvgreen